Sådan vasker du din Pashmina

Denne vaskeanvisning passer til vores pashminasjaler og tørklæder. Vi kan ikke garantere for pashminaer fra andre leverandører med en anden kvalitet.

Vask af pashmina frarådes ofte med sætningen: “Dry only clean”. Faren ved selv at vaske pashmina er overdrevet med den rette kvalitet. Dvs. stoffet ikke indeholder syntetisk tekstil, eller er behandlet med stivelse eller silikone. Lad være med at vaske sjalet eller tørklædet i vaskemaskinen. Det er nemt at vaske i hånden. Ægte pashminastof er et kemikaliefrit naturprodukt, og vasker du pashmina selv, undgår du kemikalier fra renseriet. Følg blot rådene herunder, helst til punkt og prikke.

Sådan gør du

Skånevask, håndvask ved 30 gr C. Benyt uld- eller silkevaskemiddel. Silkevaskemiddel mindsker tendensen til fnug, men stryger du det bagefter, er uld- eller kombi silke-uld vaskemiddel fint. Det er vigtigt at undgå at vaske stoffet i  vand, der er mere end håndlunkent, ligesom når du vasker dit hår. Læg ikke stoffet i blød og undgå at vride det.

Pres vandet ud af det våde klæde. Rul det våde stof ind i et stort håndklæde, til det meste fugt er suget op (ca. 15. minutter). Hæng det derefter til tørre.

Når stoffet er næsten, eller helt, tørt kan du forbavsende nok sagtens stryge det med dampstrygejern eller varmerulle ved høj temperatur, uden at skade stoffet.  Man skulle tro at ulden blev ødelagt eller krympede, men det er ikke tilfældet!  Stryg det helt glat, så ser det ud som nyt.

Opnår du ikke det lovede resultat er du velkommen til at rette henvendelse.